Historisk Atlas Blog

Historisk Atlas statistik

Som I ved lancerede vi for ca. tre måneder siden Historisk Atlas til Android og iPhone.
Det var en heftig start og vi oplevede langt flere besøg end vi havde regnet med! Nu, med 3 mdr på bagen, kunne det være fint med en status.

Det er Kulturstyrelsen der har betalt udviklingen af vores smartphone apps, og vi havde, egentlig meget realistisk synes vi selv, anslået at vores mål var 11.000 downloads det første år. Dette mål er nået efter blot tre måneder 🙂

Udover det glædelige i folks store interesse for Historisk Atlas “i lommen” er vi rystede over, at Københavnerne så markant gæster vores mobil-apps med over 1/3-del af alle besøgene. Det på trods af, at der jo foreløbig ikke er nogle lokaliteter i København, men kun historiske kort.

Er man et arkiv, bibliotek eller museum i København skulle man måske overveje, at begynde at formidle på Historisk Atlas? “Kunderne” står allerede og venter i biksen, så at sige.

Som I kan se fik vi en flyvende start, tak til alle jer som hjalp med at sprede budskabet om Historisk Atlas apps’ne! Vi ligger ganske lunt på omkring 150-300 besøg om dagen, nu hvor “hverdagen” er tilbage og glæder os meget til at sende version 2 på gaden! Det sker om ikke ret længe og vi håber at det kan give anledning til, at folk kan få os “op af lommen” lidt oftere.

Historisk Atlas Desktop – 1. kvartal 2011 vs 1. kvartal 2012

Vores almindelige udgave af Historisk Atlas har det stadig glimrende. Vi modtager flere besøg og flere besøg – her er en sammenligning med 2011:

  • Besøg: 38.028 (2011) vs  51.970 (2012) = +36%
  • Unikke besøg: 24.628 (2011) vs 35.444 (2012) = +46%

Alt i alt modtager Historisk Atlas pt. ca. 20.000 besøg (fra 13.000 unikke brugere) om måneden og vi glæder os rigtig meget til at byde nye arkiver, biblioteker og museer velkommen i tiden fremover, så vores mange gæster kan få glæde af endnu flere spændende steder rundt om i landet.Tag et kig her, hvis du og din institution kunne være interesseret i at formidle på Historisk Atlas.

Comments are closed.