Bag om Historisk Atlas

Nyhedsbrev, juli 2020

Varmen og ferien er over os, og på grund af de gældende rejserestriktioner vælter vi som aldrig før ud i sommerlandet. Mange har lagt andre sommerplaner end sædvanligt, og i al beskedenhed synes vi at HistoriskAtlas.dk er den perfekte rejsepartner. Vi er sikre på, at vores nu mere end 10.000 fortællinger sammen med de mange gamle kort vil være med til at give et billede af Danmark med nuancer fra hele den historiske palet.  

Historien i landskaberne er som et puslespil, der aldrig bliver færdigt, men som kun bliver større og smukkere, efterhånden som vi lægger brikkerne. Siden sidste nyhedsbrev er der også kommet flere brikker i spil på HistoriskAtlas.dk. I dette nyhedsbrev kan I læse om nogle af dem.

God sommer!

Thorbjørn Thaarup, formand for redaktionsudvalget 

Årets generalforsamling

De særlige omstændigheder omkring Covid-19 resulterede i aflysning af årets generalforsamling d. 30. marts. Bestyrelsen er enige i, at situationen stadig kan være usikker her til efteråret, og vi har derfor besluttet i denne force-majeure situation at forlænge de valgte bestyrelsesmedlemmer frem til næste års generalforsamling, der afholdes i februar. Efter sommerferien udsendes årsberetning, regnskab og forslag til uændret budget for dette år. Er der indsigelser til denne procedure, bedes man kontakte formanden på lewp@kolding.dk

Modstandskampen på HistoriskAtlas.dk

Frihedsmuseet i København genåbnede den 3. juli 2020.  Som del af udstillingen finder gæsterne to stationer, hvor man på interaktive kort kan gå på opdagelse i sabotageaktioner og nedkastninger af materiel under 2. Verdenskrig rundt om i hele landet. Historisk Atlas udgør backenden for de i alt 1206 lokaliteter, der således kan opdateres i udstillingen via Historisk Atlas.

Vi er rigtigt glade for samarbejdet, der både kommer museumsgæsterne i København og brugere over hele landet til gode.

Lokaliteterne har deres eget ikon på vores kort. De kan ses her:

https://historiskatlas.dk/modstandskamp

Ekstra opmærksomhed

Den 15. juni havde HistoriskAtlas.dk mere end dobbelt så mange besøgende som normalt. Det skete da Jim Lyngvild anbefalede siden i Go’ Aften Danmark. Tre dage senere kom vi op på tre gange så mange besøgende som normalt, da Frihedsmuseet offentliggjorde, at man nu kan se modstandsbevægelsens aktioner på vores side. 

Vi er meget glade for opmærksomheden. Det viser, at det kan betale sig at komme ud over rampen. Så gør endelig så meget reklame som muligt, så endnu flere danskere kan blive beriget af jeres mange gode historier!

HistoriskAtlas.dk på Facebook

Husk, at man kan følge HistoriskAtlas.dk på Facebook. Her deler vi spændende fortællinger fra hele landet, og vi opdaterer løbende med gode nyheder, der er værd at blære sig med.

https://www.facebook.com/historiskatlas/

Fortællingernes top 10

Her er de ti mest læste fortællinger i andet kvartal 2020 (tallet i parentes angiver antal besøg i perioden):

  1. Per Kirkebys monument i Jernbaneanlægget (1.472)
  2. Kongeåen som grænse (1.345)
  3. Snapind Station (870)
  4. Motorvejen E45 (715)
  5. Grænsen af 1920 mellem Tyskland og Danmark (683)
  6. Lollands Højskole (660)
  7. “C. W. Eckersberg: Udsigt til Sommerspiret, 1809” (555)
  8. Villa Olsbæk (527)
  9. Flygtningekirkegården ved Oksbøllejren (496)
  10. Bramstrup nedkastningsplads (490)

Comments are closed.