Bag om Historisk Atlas

Nyhedsbrev, april 2020

Det er svære for tider for mange af os. Museer, arkiver, biblioteker – alle er vi lukkede for publikum. I hvert fald fysisk, for online formidling har næppe været vigtigere end nu. Derfor glæder det os også meget at se alle de mange mennesker, der i disser uger oplever naturen og kulturhistorien ude i de danske landskaber. Vi kan godt være stolte over, at HistoriskAtlas.dk er med til at give indsigt og udsyn i denne sammenhæng. Og vi kan nok regne med, at netop udendørs kultur- og historieoplevelser også i de kommende år vil stå højt på danskernes ønskeseddel.

Vi arbejder hele tiden på at forbedre og udvide HistoriskAtlas.dk. Og vi takker for den store indsats, der ydes overalt i landet, hvor vi sammen, hver for sig, bringer formidlingen af kulturarven fremad.

Thorbjørn Thaarup
Formand for redaktionsudvalget


Nyt kort over Bornholm

HistoriskAtlas.dk er blevet et smukt kort rigere med det georefererede ‘Original 1’ matrikelkort over Bornholm. Original 1 er det ældste landsdækkende matrikelkort. De i alt 94 bornholmske kortblade er opmålt i perioden 1784-1818 og tegnet i målestok 1:4.000. Billedmaterialet er hentet fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Georefereret i samarbejde med Bornholms Museum. Bag projektet står Anders Pihl, forskningsassistent hos Nationalmuseet, der har givet os tilladelse til at offentliggøre kortet på HistoriskAtlas.dk. 

Kortet kan ses her. Der er virkelig noget at gå på opdagelse .

Aflysning af Historiske Dage

Historiske Dage, der skulle have fundet sted i Øksnehallen i København sidst i marts, blev som så meget andet aflyst pga. coronasituationen. HistoriskAtlas.dk havde booket en stand, hvorfra vi hele weekenden skulle have præsenteret vores side med alle dens lækre features. Det blev af forståelige årsager ikke til noget i denne omgang. Hvis vi en anden gang vender tilbage til Historiske Dage, så hører I naturligvis om det. 

Præsentation af redaktionsudvalget

Vi er nået til Henriette Baudtler, arkivar ved Kolding Stadsarkiv.

“Jeg hedder Henriette Baudtler og er uddannet historiker med sidefag i samfundsfag i 2016 fra Syddansk Universitetet. Jeg har både før og siden afsluttet uddannelse arbejdet som arkivar på Kolding Stadsarkiv. Her har jeg arbejdet en del med HistoriskAtlas.dk – både som skribent, redaktør og afholdt workshops i brugen af HistoriskAtlas.dk for de lokale arkiver. Jeg har dermed fået platformen godt op under neglene efterhånden. Jeg er forholdsvis ny i HistoriskAtlas.dk’s redaktionsudvalg og har været medlem i et års tid. 

HistoriskAtlas.dk er en formidlingsplatform, der giver en fantastisk mulighed for at fortælle lokalhistorien til et bredere publikum. Som arkivar i et kommunalt arkiv ligger lokalhistorien mig tæt på hjertet og HistoriskAtlas.dk giver en unik mulighed for at forene billeder, fortælling og det fysiske rum i formidling til brugeren, der kan være med til at give dem en ny oplevelse af lokalhistorien. Dette er for mig HistoriskAtlas.dk’s største styrke.”

Fortællingernes top 10

Her er de ti mest læste fortællinger i første kvartal 2020 (tallet i parentes angiver antal besøg i perioden):

  1. Søbadeanstalten (1929-1973) (1.736)
  2. Kongeåen som grænse (1.682)
  3. Grænsen af 1920 mellem Tyskland og Danmark (1.192)
  4. Gravhøje (853)
  5. Motorvejen E45 (686)
  6. Lollands Højskole (677)
  7. Kongeåen (494)
  8. Per Kirkebys monument i Jernbaneanlægget (486)
  9. Mosede Havn (423)
  10.  Mosede Hans’ grav (327)

Comments are closed.